Sidste nyt
Version in English – click here
Hele december – 2011
Frosty Julebryg
Frosty julebryg i Studenterhuset
Studenterhusets julebryg er en lækker kastanjebrun luksusøl. Duften er præget af hasselnød, citrus og med undertoner af karamel. Det en kompleks smag, der vil få alle julekåde studerende til at tænke på kaffe, chokolade og rugbrød på én gang. Eller rettere sagt jul! Tryk på billedet til venstre og læs mere.
Torsdag 1. december 2011
Ipod battle finale
Torsdag d. 1. december cementerede ikke bare starten på julemåneden, men også slutningen på dette semesters iPod Battle i Studenterhuset. Det gik ikke stille for sig. Tæt på 300 fest- og klappeklare studerende havde indfundet sig i Studenterhuset, da klokken nærmede sig de 22 og battlen kunne begynde.
Finalisterne var to stærke og rutinerede hold. Humaniora og samfundsvidenskab – som begge også var med i forårets iPod Battle.
Det var de to hold med flest point fra de indledende kampe, som krydsede Ipod-klinger i finalen i torsdags. Her handlede det, for holdenes fem djs, om at spille den fedeste musik og derved få publikum til at hoppe, danse og huje. I sidste ende er det publikum, der bestemmer i iPod Battlen. For det er holdet med flest bifald, der vinder.
Det var humaniora, der gik sejrende fra finalen. De havde taget røgmaskine og balloner med for at lefle for publikum – foruden en playliste, der strakte sig fra glad 90’er-pop til Rage Against The Machine. Begge hold var i topform og gav den gas med, foruden fed musik, udklædning og crowd-surfing. Det var med andre ord et Studenterhuset, der hoppede og som vanen tro rummede studerende fra hele KU’s brogede studielandskab. Det er nemlig ikke bare samfundsvidenskabere og humanister, der finder vej til husets halvårlige iPod-turnering.
Da efterårets hold bestod af både de amerikanske studerende fra DIS – Danish Institute For Studying Abroad – og Universitetsradioen såvel som medicin, samfundsvidenskab og humaniora, var det i det hele taget et mangfoldigt crowd, der gæstede huset i torsdags – foruden alle de andre studerende fra andre universiteter, studier og fakulteter, der også slog sig løs til festen.
IPod Battlen kan nemlig noget få fede fester formår. Den engagerer publikum udover det sædvanlige. Som en glad iPod-battle-finalist udtalte efter kampen: ”Det var en kanon fest, især fordi publikum er tvunget til at tage så stor del i festen, for at få det til at fungere. Alle fester og danser intensivt fra første færd”.
Oktober 2011
Studenterhuset starter STAND UP: OPEN MIKE
Deltag som stand-up’er:
Fniser folk bare du åbner munden? Eller skal du kæmpe for dit publikum?
Test dig selv og dit stand-up-materiale i Studenterhuset.
Vi åbner nu dørene for meget glade amatører og semi-professionelle humorister til en aften i grinets tegn – forhåbenligt.
- Du får ti minutter til at få publikum på krogen.
- Skriv direkte til Mikkel Bruun, hvis du gerne vil deltage som stand-up’er: mikkelbruun91 [at] gmail.com.
Onsdag d. 5. oktober 2011
Fredsforhandlinger
Debatmødet den 5. oktober mellem førstesekretær på den israelske ambassade og Marie Antoinette Sedin, førstesekretær på den palæstinensiske repræsentation var en event vi i Studenterhuset sent vil glemme. Læs Universitetsavisens reportage her:
Israel og Palæstina mødtes i Studenterhuset
Torsdag d. 11. maj – 2011
Nu med bordfodbold
Det hedder sig at ethvert Studenterhuset med respekt for sig selv ejer et bordfodboldsbord. Så det gør vi selvfølgelig også. Nu. Klik her og se de fine billeder.
…respekt
Fredag d. 6. maj – 2011
Læsepladser på Studenterhuset
I disse eksamenslæsningstider har Studenterhuset åbnet op for ekstra læsepladser. Hele perron 1 og salen er sat af til gruppearbejde og kupéen er blevet indrettet til stillelæsning. Der er trådløst internet, massere af strømstik og selvfølgelig borde og stole. Desuden tilbyder caféen kaffe og mad til studiepriser.
Fredag d. 4. februar – 2011
Lowplugged Friday – ny klub i Studenterhuset søger bands og solister!
Grib muligheden for at spille i Studenterhuset!
Studenterhuset søger lige nu bands og solister, som vil spille unplugged på den lille caféscene ved husets tilbagelænede fredagscafé.
Lowplugged Fridays er ikke kun for singer/songwriters men for alle former for bands og solister, som måske har lyst til at udfordre deres udtryk i en mere ”nedbarberet” retning. Koncerterne må ikke larme mere, end at publikum kan sidde omkring scenen uden at skulle frygte for deres hørelse – altså ingen rocktrommer og guitarfeedback men udelukkende fed stemning fra scenen som passer til resten af arrangementet; en hyggelig fredagscafé med studievenlige priser.
Vi tilbyder transport, drikkevarer og lidt spiseligt som honorar.
Hvis dette lyder som noget for dig og dine medmusikanter, så send og en mail med links til din/jeres musik til fredag[a]studenterhuset.com.
Første Lowplugged Friday finder sted d. 4. februar fra kl. 15 med fri entré.
Mandag d. 17. januar – 2011
Lækre sandwiches indtager Studenterhuset
Kig forbi i Studenterhuset og smag de nye frisklavede sandwiches med tilhørende tomatsalat. Vælg mellem kylling eller vegetar for blot 35 kr. for medlemmer og 45 kr. for ikke-medlemmer. Husk også vores morgenmadspakke bestående af yoghurt med müsli samt frugt og kaffe/te.
Vi glæder os til at se dig!
Torsdag d. 2. december – 2010
Masser af læsepladser i Studenterhuset
Studenterhuset har dagligt besøg af en masse dejlige studerende, som flittigt benytter husets mange læsepladser. Vi har plads til endnu flere, så tag dine bøger og dine studiekammerater under armen og kig forbi i de hyggelige lokaler!
Mandag d. 15. november – 2010
Morgenmadstilbud
Studenterhuset tilbyder nu morgenmad i hverdage fra kl. 9. Køb pakken bestående af kaffe af eget valg, yoghurt og frugt til kun 30 kr.
Mandag d. 8. november – 2010
Vidste du…
…at Studenterhuset rummer et utal af rolige studiepladser og mødelokaler med gratis, trådløst internet? Kig forbi med dine bøger og/eller dine studiekammerater og hyg med læsningen i det nye studenterhus.
Mandag d. 1. november – 2010
Studenterhuset er åbent!
Vi takker mange gange for en helt fantastisk åbningsfest, som forløb over al tænkelig forventning.
Vi glæder os til at se jer igen i næste weekend!
Huset er nu åbent for daglig aktivitet, og I hele uge 44 er der gratis kaffe til alle vores medlemmer fra Peter Larsens Kaffe. Kig forbi og hyg i den nye café.
Torsdag d. 28. oktober – 2010
Vi åbner på lørdag!
Nu er der ikke længe til den store åbningsfest, og vi knokler for at få de sidste ting klar.
I mellemtiden har Politiken skrevet denne artikel om det nye studenterhus, mens universitetsradioen har skrevet en anden her.
I hele uge 44 er der gratis kaffe til alle vores medlemmer fra Peter Larsens Kaffe. Kig forbi og hyg i den nye café.
Mandag d. 11. oktober – 2010
Ny hjemmeside og efterårsprogram!
Studenterhuset har fået ny hjemmeside. Siden udbygges stadig hist og her, men nye funktioner o.lign. vil blive gjort opmærksom på i denne lille nyhedsspalte. Indtil da, se dig omkring!
På den nye side kan du også se det foreløbige program for resten af året, bl.a. den store åbningsfest for det færdigrenoverede studenterhus d. 30. oktober med reception, koncerter, DJ’s og meget, meget mere.
Hold øje med opdateringer eller tilmeld dig vores nyhedsbrev!





