17923231425_181aa7996b_o

Det er med dyb beklagelse, at vi må fortælle jer, at KU’s Forårsfestival 2016 er aflyst.

Københavns Universitet skal spare 300 mio. kr. i 2016, så Universitetsledelsen har besluttet, at der ikke skal afholdes Forårsfestival i 2016. En række andre sociale aktiviteter afholdes heller ikke i 2016.
I selve Festivalgruppen er vi naturligvis endnu mere kede af det. Vi har arbejdet på festivalprogrammet siden juni, og vi havde ærligt talt noget ret fantastisk i støbeskeen.
Vi glæder os til gengæld til at vende tilbage med en fantastisk festival i 2017 – og så vil vi gøre vores bedste for at skabe både hygge, tværfaglige møder og fest i Studenterhuset indtil da.
Vi håber, I vil være med til at gøre det samme ude på jeres studier og fakulteter!

Studenterhuset søger praktikant til kommunikation på KU’s Forårsfestival 2016

Vil du være med til at lave det største samlede event på Københavns Universitet? Vi søger en akademisk praktikant med erfaring og interesse for kommunikation til at sørge for spændende og strategisk formidling i forbindelse med KU’s Forårsfestival 2016.

KU’s Forårsfestival er det største, samlede event i KU’s historie. D. 20. maj 2016 vil 15.000-20.000 studerende og ansatte fra Københavns Universitet samles til en dag med fagligt-sociale aktiviteter og et omfattende musikprogram præsenteret fra tre store scener.

Som praktikant vil du komme med på holdet bag festivalen, og du vil få ansvar for, at formidlingen gennem festivalens hjemmeside og facebook kører optimalt.

Det bliver et praktikforløb med fart på, og det er derfor vigtigt, at du har erfaring med webkommunikation og sociale medier, og at du er vant til at arbejde med mange bolde i luften.

Du får erfaring med:

  • Webkommunikation – herunder hjemmesideredigering og billedredigering
  • Sociale medier – mest facebook med opdateringer af festivalens side og events
  • Strategisk kommunikation og processerne bag eventformidling
  • Arbejdsgangene ved en stor, samlende festival med mange forskellige elementer

Vi leder efter en person, der:

  • Har interesse og erfaring med kommunikation – meget gerne med speciel interesse for sociale medier
  • Kan arbejde selvstændigt, og som har masser af kreative idéer
  • Er omstillingsparat og i stand til at samarbejde med mange forskellige typer samarbejdspartnere

Vi tilbyder en udfordrende praktikplads i en spændende organisation med engagerede og hjælpsomme kolleger.

Du kan forvente en arbejdsplads med højt humør og afslappet omgangstone. Du vil lære det københavnske studentermiljø ekstraordinært godt at kende, og du vil skabe netværk på tværs af næsten alle tænkelige skel.

Praktikstillingen er ulønnet og på ca. 30 t pr. uge i fire måneder fra den 1. februar – 1. juni 2015. Vi er naturligvis fleksible omkring din mulighed for at følge uddannelse m.v.

Du vil i det daglige skulle referere til Studenterhusets kommunikationsansvarlig Marie Skjelbo Justesen.

Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte Marie på tlf. 93565207 eller på e-mail: info@studenterhuset.com.

Send din ansøgning til Marie inden den 2. november 2015.


Studenterhuset er den største studiemiljøorganisation ved Københavns Universitet. Som selvstændig forening driver vi de studerendes eget hus ved foden af Rundetårn.
Vi udvikler velkomst- og studiemiljøaktiviteter for danske og internationale studerende; bl.a. debatter, koncerter og foredrag, mentoruddannelsesprogram, Immatrikulation og Forårsfestival, loppemarked, byvandringer, løbe- og filmklub.
Studenterhuset vokser i disse år, og påtager sig mange nye opgaver i det københavnske uddannelsesmiljø.

KU’s Forårsfestival er det største samlede arrangement på Københavns Universitet og er et samarbejde imellem Studenterhuset, Studenterrådet v. KU og Københavns Universitet.

For mere information se www.studenterhuset.com // www.kufestival.dk // www.facebook.com/kufestival


© 2015 Studenterhuset | Made with love.
Top
Follow us on: