INFO
Studenterhuset ved Københavns Universitet - dit kulturhus i hjertet af København!
Foreningen Studenterhuset ved Københavns Universitet er et af Københavns livligste café-/spillesteder og det mest levende kulturelle og faglige omdrejningspunkt for studentermiljøet i Københavnsområdet. Her kan du slappe af mellem eller efter undervisningen, købe billig kaffe, te og øl, læse aviser, spille skak eller backgammon eller sågar studere videre på dagens tekst.
Torsdag og fredag aften forvandler livemusik i alle afskygninger caféen til et af Københavns mest stemningsfyldte spillesteder.
I vores kalender kan du se musikprogrammet, hvor der især er to holdepunkter; torsdag aften byder primært på jazz og fredag aften på andre genrer, herunder rock.
Vil du udvide dit forhold til Studenterhuset længere end til caféen, byder husets grupper på aktiviteter af forskellig art. I sektionen grupper kan du finde aktivitetsgrupperne beskrevet med træffetider og kontaktpersoner.
Skulle der være noget, du kunne tænke dig at lave, som ikke findes på disse sider, er du mere end velkommen til at kontakte os. Hvad du finder på er helt op til dig. Huset har plads til alle, så kontakt os endelig!
Caféens egen rytme!
Her er et par tip om den daglige gang i caféen samt nogle faste holdepunkter i programjunglen. Selvom det er en god tommelfingerregel altid at holde et godt øje med de programmer, der til stadighed bliver spyttet ud omkring aktiviteterne i caféen, er der dog en del faste holdepunkter, der kan fungere som en hjælp til at holde sig ajour. Én af de ting, der ligger nogenlunde fast, er selvfølgelig vores åbningstider, som du kan læse i kolonnen i højre side. Ved særlige arrangementer afviges der dog fra disse tider, og lørdage inddrages ofte. Det sker som oftest ved de jævnligt afholdte støttefester samt de tilbagevendende store begivenheder: Rus- og semesterstartsfester, Maratonrock, Kulturnatten i København og Copenhagen Jazz Festival.
Hver fredag er der live-bands på scenen, som regel fra kl. 22.00 til kl. 01.00 efterfulgt af DJ’s, og vi bestræber os på at holde en bred stil lige fra dødsmetal over afro til electronika.
Desuden er første torsdag i måneden helliget jazzen; store dele af den københavnske jazz-scene indtager hér caféen fra kl. 21.00 til kl. 23.00.
Den stensikre vej til heftige og/eller hyggelige aftener i Studenterhuset er at tjekke månedsplakaterne, der hænger i caféen og rundt i byen.
God fornøjelse!



